Mountain Bike

I tæt samarbejde med mountainbikecykelholdet Racing Viborg, hvor bla. cykelrytteren Michael Rasmussen kører, er målet på mountainbike, at du dygtiggør dig optimalt indenfor sporten og udvikler dine tekniske færdigheder. Således vil undervisningen primært varetages af cykelholdets trænere og ryttere.

Alle er velkomne på kurset, og du behøver således ikke at være mountainbikerytter på højt niveau ved start. Men med et perfekt terræn lige uden for døren i Hald Ege og Dollerup Bakker, har vi meget store forventninger til det udbytte, du får ved at træne intenst og målrettet. Ligeledes forventer vi, at du møder op med stort engagement og et drive for at dygtiggøre dig.

Undervisningen vil tage individuelt udgangspunkt i netop dine ambitioner og planer indenfor sporten. Herunder eksempelvis, om du mest vil udvikle dig inden for MTB eller cykelcross, eller begge dele.

Udover det helt fantastiske terræn i nærområdet, vil vi på linjen bestræbe os på at komme så meget rundt i landet som muligt. Dels for at du får mulighed for at dygtiggøre dig og træne i forskelligt terræn, men også for at deltage i løb, der skønnes relevante i forhold til dit niveau og dine ambitioner.Du vil som en del af undervisningen på linjen gennemgå en MTBinstruktøruddannelse. Også denne kan tilpasses dig.

Skolen har en række mountainbikes til rådighed. Du er selvfølgelig også velkommen til at medbringe din egen MTB eller Cross-cykel. Undervejs vil du desuden lære at blive en bedre cykelmekaniker - en ikke helt uvæsentlig del af sporten.