Film, kunst og bøger

Du skal se og opleve forskellige eksempler på kunstneriske udtryk inden for bla. litteratur, film, musik og malerkunst. Disse vil alle være æstetiske bud på eksistentiel kunst, og således konfrontere dig med spørgsmålet omkring, hvad det slet og ret vil sige at være menneske.

Her vil vi gerne trække dig ud af din comfortzone og præsentere dig for noget, som griber og bevæger dig. Målet er, at du oplever, hvorledes kunsten kan lede til nye og andre bud på tilværelsesfortolkninger, som igen kan føre til nye erkendelser og livsanskuelser.

For at opnå en dybere forståelse af, hvad de forskellige kunstneriske udtryk kan, vil der blive leget og eksperimenteret med disse udtryksformer. Du skal selv undervejs skrive, male og/eller lave små film. Ikke for at agere kunstner, men for at udvide forståelsen for, hvorledes det kunstneriske sprog afkodes og fortolkes.

Undervejs besøger vi og arbejder sammen med Kunstmuseet ArOS i Århus, Station Next i Filmbyen i Kbh og Hald Hovedgaard, der i perioder huser forskellige forfattere. Der vil være forskellige undervisere i faget, der hver især som eksperter på deres felt, har de mest aktuelle bud på hvilke kunstnere og værker, der skal arbejdes med.

4 ugentlige lektioner.